Racialisering & Psykoterapi
Raciale, kulturelle, religiøse og klassemæssige forhold er centrale komponenter i hvordan vi opleves og oplever verden.
Raciale forhold er den luft vi alle indånder
Raciale, kulturelle, religiøse og klassemæssige forhold er centrale komponenter i hvordan vi opleves og oplever verden. Antagelsen om at det enkelte menneskes psyke alene er psykologiens genstandsfelt, er efter vores opfattelse en reduktionistisk, afsporende og potentielt skadelig. Selvom raceidentitet og oplevelser med racediskrimination er en integreret del af etniske minoriteters psykiske livsverden, som savner psykologfaglig anerkendelse, er det vigtigt også at fremhæve at raciale forhold ikke blot en risikofaktor eller en sekundær psykosocial variabel der er relevant for minoriserede populationer. Raciale forhold er den luft vi alle indånder, den usynlige understrøm som organiserer, hierarkiserer og differentierer menneskelige forhold. Strukturel, institutionel og interpersonel racisme manifesterer sig som mere eller mindre usynlige diskursive rammer for racial socialisering, menneskelig interaktion og intrapsykiske selvforhold. Vi syntes det er vigtigt, at psykologisk praksis reflekterer samtidens sociopolitiske kontekst, og det raciale klima, som Danmark befinder sig i lige nu, opfordrer til en revurdering af psykoterapeutisk praksis. Racialisering og raciale forskelle i klient-behandler relationer i psykoterapi er et underbelyst og tabuiseret emne i europæisk psykoterapeutisk forskning og er næsten helt fraværende i dansk forskning.
Raciale forhold er den luft vi alle indånder
I PND er vi særligt interesseret i hvordan man som etnisk minoritetsklient får det bedste terapeutiske behandlingsforløb og hvordan raciale og kulturelle mekanismer på forskellige måder virker ind i den refleksive interpersonelle proces mellem klient og terapeut. Vi betragter det psykoterapeutiske rum som en afspejling af samfundet, og den terapeutiske alliance kan ikke sige sig fri fra at være påvirket af de gældende samfundsforhold.
I PND ser vi en tydelig stigning i henvendelser fra personer der søger en psykolog med faglig viden om diskrimination og en forståelse for deres kulturelle baggrund. Amerikansk forskning peger på, at et match imellem klientens og behandlers etniske baggrund kan give bedre behandlingsresultater. Klienter rapporterer gavnlige fordele herved. Vi ser det som afgørende, at terapeuter skal være modtagelige og responderende i spørgsmål om race og etnicitet og centrere klientens oplevelser og narrativer, i en fleksibel og forpligtende tilgang, der stiler efter social retfærdighed, anerkendelse og den bedst mulige behandling. Her kan psykologens racialiseret identitet, erfaring med at skulle forhandle mellem kulturer og oplevelser med diskrimination, være medvirkende til en stærkere terapeutisk alliance, hvor klientens livsverden afspejles og prioriteres.
Task Force on Race and Ethnicity Guidelines in Psychology
Vi ser det som en psykologfaglig etisk og moralsk forpligtigelse at udfordre raciale, religiøse og køns- og klassemæssige stereotype forestillinger og søge indsigt i og anerkende etniske minoritetsklienters sociohistoriske baggrund, hvor meningsskabende processer kan være forskellige fra terapeutens. Sidste år udgav APA en forskningsbaseret vejledning til udviklingen af racial and ethnocultural responsiveness ; Task Force on Race and Ethnicity Guidelines in Psychology (2019), som defineres som,
“. . . continual development of knowledge, awareness, reflective practice, and skills needed to promote health, well-being, and equity for racially and ethnically diverse individuals and communities.” (American Psychological Association, 2019, s. 3)
Der er således et udpræget fokus på denne dimension i lande som USA og UK, hvilket vi mangler i en dansk kontekst, fx fra Dansk Psykolog Forening, som kan vise at man aktivt forholder sig til at kvalificere flerkulturelle og diversitets-sensitive kompetencer i det psykologiske arbejde. Det er særligt vigtigt, fordi vi i en dansk sammenhæng i overvejende grad har tendens til at ville fortie kulturelle og racialiserede forskelle, eller underbetone dem, hvilket desværre implicerer en underkendelse af de oplevelser af forskellighed, andethed og diskrimination som mange etnisk minoritetsklienter til dagligt må kæmpe med.
Vi håber, at vi i PND kan stå på skuldrene af APAs vigtige arbejde, der med begrebet ‘racial and ethnocultural responsiveness’ udvider det hidtil anvendte begreb ‘kulturel kompetence/sensitivitet’ og udarbejde en vejledning der opfordrer til en antiracistisk klinisk praksis i dansk kontekst.